D. 27. – 29. juli 2012

Vi var 8 enheder på Krakær Camping ved Ebeltoft. En rigtig dejlig plads som absolut er et besøg værd.



Vi ankom fredag i det skønneste sommervejr. Og der blev naturligvis lavet langbord både til eftermiddagskaffen og til aftensmaden. Vi var nogle, der sad ude næsten til midnat, for man kan ikke nænne at gå i seng, når vejret viser sig fra den skønne side. Der blev grillet i den helt store stil og udvekslet ferieoplevelser.

Lørdag stod vi op til noget overskyet vejr og det endte da også med en del regn. Om eftermiddagen skulle vi have været i Skandinavisk Dyrepark og se Siku, men det udsatte vi til søndag pga regnen. Sidst på dagen blev det igen dejligt vejr, så vi kunne være ude under åben himmel igen. Der blev kigget på et fyr, der var problemer med , ejeren af vognen ( jeg nævner ingen navne ) var godt nok meget ked af, at det var en jyde der skulle fortælle ham, hvordan det skulle klares. En anden havde problemer med sit boxer-tv, også det blev klaret efter at 3-4 mænd, den ene mere klog end den anden, havde set på det. Det viste sig til sidst at det var ” fruen ” i vognen der løste problemet, da hun sagde: ” Tror du ikke bare, at antennen skal hæves lidt ” og det hjalp! Lørdag aften var vejret igen til langbord i det fri.

Søndag var vi 8 personer, der tog i Skandinavisk Dyrepark. Det begyndte igen at regne, men vi havde en god oplevelse alligevel. Vi fodrede rådyr, så brune bjørne, storke og meget mere. Vi så også det vi kom efter nemlig Siku den lille isbjørneunge, som vi har set en del på tv. Han var en rigtig lille charmetrold, som forstod at charme sig ind hos de fleste. Han suttede på en sten og brummede ( nogle mente, det lød som en speedbåd, der havde problemer med at starte ) af fryd. Vi snakkede med en dyrepasser, som fortalte, at der er vagt ved ham døgnet rundt, for at de kan træde til, hvis han bliver utryg. Dagen før var han bange, da det tordnede.

Derefter tog vi tilbage til campingpladsen og fik lidt frokost, før turen igen gik hjemad.

Vi siger tak til alle for en som sædvanlig rigtig hyggelig weekend i Knausklubben.

Louis og Liselotte Nielsen